Selve bygningen, der er 780 m² stor, er udformet som en øst-vestgående længebygning med saddeltag og stort udhæng. Bygningen danner grænsen mellem parkering/ankomst mod nord og legepladsen mod syd. Bygningens konstruktion består af limtræsspær og trækassetter udlagt i et 2,4 m modul, der er synligt i såvel facadebeklædningens rytme, som i de synlige stikspær ved det slanke udhæng. Børnehuset indeholder 4 grupperum for børnehave mod vest og 1 grupperum for vuggestue mod øst, bundet sammen af fællesrum og motoriklokale i midten af huset. Mod nord er personalerum, produktionskøkken, teknik og birum placeret.
Nærudearealer er bearbejdet ifm. projektet, men hovedparten af legepladsen og landskabet omkring bygningen henligger i naturlig skov.
Bygningen er projekteret efter den frivillige bæredygtighedsklasse med særligt fokus på sunde materialevalg og træ som gennemgående materiale i konstruktioner og beklædninger, inde som ude. Nedrivning af eksist. bygning indgik i projektet.